Dette er en lille beretning om mine jeans og min varierende størrelse bagtil.

Lad os begynde, da min interesse for klæder blev vakt. I mine teen age år, hvor jeg endnu var under min kærlige mors beskyttende madlavnings regime. Der var størrelsen på popo´en sådan ganske jævn og gennemsnitslig. Vi fik sund mad og der var sjældent knas på bordet -og det skab hvor lækkerierne var under skarp bevogtning fra hønemoderen.

Hendes datter og to sønner skulle ikke lide under overvægt, så længe hun havde et ord at få indført. Så sådan var det, nummeren var stabil og det var ikke den store udfordring at finde bukser, der passede...

Hjemme godt -ude endnu mere godt

Ja, sådan går det jo, når ungerne får vinger og flyver fra reden og på egen hånd kan gå i Netto. Og fylde kurven med alt, der var et no go i den forgangne tid under mors kærlige beskyttelse... Et uvist antal hindbær roulader, romkugler og til den sunde side spegepølse sandwiches med mayo blev fortæret med stor fornøjelse og der gik ikke længe inden at de gamle Lee jeans ej kunne vrides op over enden længere.

Det var kommet nye boller på suppen og der måtte nye bukser på bagen. Denne stil blev fortsat i nogle år, det var jo stadig muligt at finde jeans, der på fornemmeste fremhævede den stadigt voksende ende -og jeg fandt glæde i at være blevet erotisk buttet, som min kæreste meget kærligt valgte at kalde det.

Men lykken varer ikke evigt og tiden kom selvfølgelig, hvor mine bukser igen var blevet alt, alt for stramme -og min mand, når alt nu kom til alt, var blevet en kende for stram i betrækket. Nye veje blev søgt.

 

De nye jeans

Og nye veje blev fundet. Jeg fik i gennem min mand en forkærlighed for vægttræning, fitness og salatbuffeter og fik i løbet af et halvt år smidt ikke bare de nye kilo, men et par eller fem ekstra og kunne nu hverken passe de gamle eller de nyere bukser.

Endnu engang måtte garderoben udskiftes og det er jo aldrig en dårlig ting, hvis man synes at tøj er på listen over ting, der henrykker. Heldigt at man er i branchen, ikk?  ;)

Endnu engang var Lee jeans på menuen, der er tilsyneladende modeller til hver en bag! Jeg nød min nye minimalistiske bagtrin og supplerede min træning med shoppe-ture -og den stil nød jeg i mange år. Det var sjovt!

Også den stil fik en ende. 

 

Under andre himmelstrøg

Her er jeg så, godt 25 år efter det første par jeans. I et helt andet sted i livet og igen med en anden størrelse popo. Det er dog ikke helt med samme mærke der er mit yndlingsmærke, men Mos Mosh. Selvfølgelig har jeg stadig både Lee jeans, Pieszak men specielt Mos Mosh jeans, men Lee jeans følger mig dog stadig, nok også set i lyset af de har eksisteret hele mit liv. Ja, faktisk siden 1889.

Men mine jeans er placeret godt og grundigt på min hiney, der i skrivende stund befinder sig på terassens under den varme sol og har fundet sig en livsstil, der er lige midt i mellem, ikke til den lille og ej til den store side. Enden er normal og pigen, der ejer den er godt tilfreds.

Her i min nuværende alder bevæger jeg mig ikke så meget længere. Jeg bevæger mig meget i butikken, undskylder jeg mig med og desuden står Polo'en  lige ude foran døren og venter på at enden planter sig, så den kan levere mig til den ønskede adresse.

Min bagdel har varieret, ligeledes har mit liv og gør det til stadighed. En ting, der ikke synes at forandre sig er min kærlighed til tøj og vores butik. Og særligt til jeans, der bare altid får det bedste frem bagfra.